Netflix-instruktør gæstede FilmMaskinen
Instruktør Søren Balle, der blandt andet er kendt for spillefilmen Klumpfisken, Netflix-serierne The Rain og Equinox samt DR-serierne Det Forsvundne Ravkammer, Bedrag og Herrens Veje, var den ene af de to undervisere på weekendens workshop i FilmMaskinen. Søren Balle, der selv er fra Nordjylland, var desuden med på TV 2-serien Norskov, da første sæson blev filmet i Frederikshavn i 2015.
Guldkorn fra profferne
På workshoppen underviste Søren Balle i casting, sceneanalyse, personinstruktion og iscenesættelse. Han hjalp også eleverne med at testoptage tre scener, for til sidst at give feedback på deres arbejde, fortæller ansvarlig for FilmMaskinen, Mads Palm:
– At vi kan få en kapacitet som Søren Balle til Nordjylland og undervise vores elever på en workshop, det er bare guld værd. Søren har lært eleverne en hel masse om instruktørens rolle og arbejdsgangen på et filmset. Eleverne er vilde med hans input, og han har i det hele taget været en rigtig god samarbejdspartner gennem de sidste par år. I efteråret 2021 hjalp han os med at komme på besøg hos hans producer på DR Drama, da vi havde nogle elever med på studietur til København. Det var en stor oplevelse, siger Mads Palm.
Filmfotografen André Hansen var også med som underviser på weekendens workshop. Han kommer selv fra Frederikshavn og er i øjeblikket aktuel med spillefilmen Esthers Orkester, som han har lavet sammen med den instruktøren Alexander Bak Sagmo fra Østervrå.
– André har været med i det pilotprojekt, der senere blev til FilmMaskinen, og det er spændende at følge med i hans karriere i filmbranchen. Vi glæder os over, at han stadig gerne vil komme hjem til Frederikshavn og undervise på FilmMaskinen. Han er virkelig en rollemodel for vores elever, udtaler Mads Palm Jensen.
Elevproduktioner klar til Nordisk Filmfestival
FilmMaskinens elever er i øjeblikket i fuld gang med at udvikle kortfilm, som de har været undervejs med siden januar. De arbejder i tre grupper og med hver deres historie, og de er nu nået til det punkt i produktionen, hvor manuskripterne er næsten færdige, og planlægningsarbejdet tager over sammen med testoptagelser af udvalgte scener.
For at kunne testoptage de tre scener fra hvert manuskript på workshoppen, havde eleverne således brug for skuespillere til at stå foran kameraet. FilmMaskinen inviterede derfor tre unge nordjyske skuespillere med på workshoppen, hvor de fik mulighed for at prøve kræfter med skuespil på film og for at arbejde med en professionel instruktør og fotograf.
Til sommer er eleverne på FilmMaskinen klar til at gå på set med deres film, og de skal optages rundt omkring på forskellige locations i Nordjylland. Efter optagelserne venter arbejdet med postproduktion, og til november er de tre kortfilm klar til premieren, som i år bliver afholdt i forbindelse med Nordisk Filmfestival i Frederikshavn.
Categories: Blog