Jonas Villadsen – elev på FilmMaskinen, er kommet ind på filmskole i Göteborg
Vi begynder at se resultater af det arbejde som talentforløbet – FilmMaskinen har stået for de sidste to et halvt år. I år er flere af eleverne kommet ind på videregående filmuddannelser. En af eleverne er Jonas Villadsen, som har været involveret i flere af FilmMaskinens elevproduktioner. Vi har spurgt ham om hans drømme og forventninger til skolen og om hvad det betyder for ham at lave film.
Hvad har FilmMaskinen betydet for dig?
”FilmMaskinen har meget stor betydning for mig, fordi det var her det hele startede. Jeg var på det tidspunkt rimelig ”gammel” og havde en erhvervsuddannelse bag mig og et par år til søs, inden jeg skiftede karriere og tog et uddannelsesforløb på FilmMaskinen.
På FilmMaskinen blev min store interesse og passion for film for alvor tændt, den har selvfølgelig altid været der, men nu begyndte jeg at tro på at jeg kunne skabe en karriere inden for film. FilmMaskinen var mit springbræt ind i filmmiljøet i Göteborg, fordi FilmMaskinen lige fra starten af, har samarbejdet med filminstruktøren Jonas Myrstrand fra Göteborg. I Sverige ser de op til dansk film og som dansker, har man mange muligheder i Sverige. Jeg synes at FilmMaskinen er et virkelig godt stedet for unge mennesker at starte.”
Nu er du kommet ind på en filmskole i Sverige, kan du beskrive med nogle få ord, hvordan det føles?
”At være kommet ind på filmuddannelsen er rigtig dejligt. Før uddannelsen havde fået grønt lys, havde jeg allerede hørt om den fra uddannelsens skaber – og leder Jonas Myrstrand, han er også min mentor inden for film her i Sverige. Skolen er en del af Göteborgs folkehøjskole. Jeg tror at de har kikket på hvordan FilmMaskinen har været opbygget som uddannelse, fordi uddannelsen ligner meget FilmMaskinen i struktur og opbygning, og det er heller ikke så underligt da der har været meget samarbejde mellem FilmMaskinen og Jonas Myrstrand. Den største forskel er, at her er det undervisning på fuld tid i et helt år. Alle eleverne kommer igennem alle emner indenfor film. Gennem året kommer der en række forskellige gæstelærer fra filmverdenen, på besøg. Jeg har personligt anbefalet instruktøren Christian Dyekjær, som jeg kender fra FilmMaskinen.”
Hvorfor har du søgt ind på skole i Sverige?
”Jeg søgte ind på skolen herovre, fordi jeg synes det var spændende, men også fordi jeg arbejder med film her og føler at der er flere muligheder her, men jeg regner med at jeg altid kommer til at arbejde i et svensk/dansk filmteam. Kvaliteten af at have både det danske og det svenske med, bliver så meget højere og jeg ser meget stor fremtid i at samle Norden til at lave film.”
Hvad mener du skal til for at skabe en karriere inden for film?
”Man skal være klar til at ofre ALT! Jeg har ofret mig 100% og man gør det på mange måder, både personligt og økonomisk. Man skal komme ind i det med den rette holdning når man arbejder med film. Jeg har lavet mine fejl, men jeg har også reddet mange andres fejl. Det vigtigste er at man passer på sig selv og andre. Du må være klar over hvor din og andres grænse går? Jeg fik meget respekt på sidste projekt, ved at give så meget glæde jeg kunne. Jeg føler at jeg gav de andre en form for psykologisk støtte, der gjorde at når folk havde det dårligt, kom de til mig som det første. Holdet var under meget stort pres i fire uger.
Det at arbejde under lav løn eller ingen, er en ting man lever med i denne branche, men det handler om at få sit navn frem og vise man gerne vil, så man giver den al energi man har og hjælper sit team så godt man kan. Alle vil og skal fra A til B, som til sidst giver et produkt man holder af. ”
Er det muligt at komme frem i filmbranchen via hårdt arbejde, eller er vejen frem skole?
”Filmbranchen vælger klart vilje frem for uddannelse. Jeg har mødt mange som ikke har en uddannelse inden for film men er selvlært og viser de vil arbejde med film. Men det kan være en stor fordel at have været på skole, for at kunne indtage de store stillinger, som instruktør, fotograf eller manusforfatter. Men lige meget om man har uddannelse eller ej, så er der altid hårdt arbejde bag det.”
Det er mange der søgte ind på skolen, hvorfor tror du at du er blevet udvalgt?
”Fordi jeg brugte rigtig meget tid på at vise at jeg gerne ville, og når jeg så endelig sad på skolen og skulle til samtale, var jeg super træt og ødelagt, fordi jeg havde arbejdet ud på natten med en filmindspilning. Men de sagde bare: det er ok Jonas, det er ok, vi ved hvad du lave, og så grinte de. De spurgte for eksempel Hvad jeg ville gøre i fremtiden, for at udvikle mig selv og branchen, og svaret er: At arbejde mellem de nordiske lande som jeg allerede gør, at tage de gode kvaliteter fra hvert land og smide det sammen.”
Kan du huske, hvornår du begyndte at interessere dig for at lave film?
Min interesse for film kom allerede som barn. Vi havde mange film derhjemme og vi så mange film. Min far havde et VHS kamera og det var jo sjovt at springe rundt foran det og med det. Så tog jeg på efterskole hvor jeg havde mediefag og der tog det fart. Så kom FilmMaskinen. Jeg var på det tidspunkt blevet voksen og det medførte at jeg foretog et brancheskift og generelt skift i livet, og mit nye liv blev film.
Nu er du kommet et skridt videre mod drømmen om at lave film, hvilke fremtidsdrømme har du?
Min drøm er at arbejde i branchen og udvikle mig, og så selvfølgelig lave film og måske også reklamer og generelt alt som er relateret til film.
Hvad synes du karakteriserer en god film?
”For mig er en god film, en film som underholder mig. Drama kan underholde ligesom en komedie kan, hvis det er velskrevet. Folk hader at se film sammen med mig, fordi jeg er blevet så kritisk når jeg ser dem. Generelt tror jeg at folk synes om film, der underholder dem, og det er også ok, men jeg forlanger mere end det. Jeg ser med det samme om det er en dårlig film med alt for mange transportscener, dårlig skrevet dialog, spring i historien osv. så får jeg en nedsmeltning.”
Hvad for en slags film har du planer om at lave i fremtiden?
”Jeg skal til at skrive en række kortfilm i alle genre. Men jeg skal også skrive en langfilm som er en komedie blandet med alt det gode fra ”Gamle mænd i nye biler” og ”blinkene lygter”. Jeg har tænkt mig at mine film skal være opbygget således at de kan vises både i Danmark og Sverige og jeg forestiller mig at jeg kommer til at arbejde med skuespillere fra begge lande. Jeg arbejder i øjeblikket også hårdt på en dokumentarfilm om søens folk.”
Categories: Blog