UNDERVISNING I PRAKTISK FILMPRODUKTION
FILMMASKINENS TILBUD TIL UNGDOMSUDDANNELSER

FilmMaskinen tilbyder undervisning i praktisk filmproduktion for elever på ungdomsuddannelser - for eksempel for mediefagshold. FilmMaskinens undervisning tager udgangspunkt i den praktiske filmproduktion og vi har fokus på den gode historie. Undervisningen kan have fokus på forskellige dele af filmproduktionen; manus, øvelser på set, klipning, lyd, lys eller andet. Denne undervisning kan vare en enkelt dag, for eksempel i forbindelse med en temadag på skolen, eller det kan sættes op som et længere forløb. Undervisningen kan eksempelvis foregå i forbindelse med mediefagselevernes produktion af pilotfilm eller inden de skal i gang med deres egne eksamensproduktioner i mediefag.
FilmMaskinens undervisere er alle tidligere elever på Den Nordjyske Filmskole og de er erfarne i at arbejde med undervisning for unge mennesker. Fra deres arbejde i den danske filmbranche, har de masser af erfaring, som de kan dele med mediefagseleverne.
EKSEMPLER PÅ FILMMASKINENS UNDERVISNING
SCEENINGS OG FILMVISNINGER
FilmMaskinens elever eller tidligere elever kommer ud til jeres klasse, viser deres film og tager en snak med eleverne om arbejdet bag filmen. Det kan også være en screening, hvor filmen ikke er 100% færdigredigeret endnu. Her får mediefagseleverne en mulighed for at komme med deres feedback til filmskaberne fra FilmMaskinen. Denne feedback kan bruges, når FilmMaskinens elevernes film skal klippes færdig.
ÅBNE FILMWORKSHOPS
FilmMaskinen laver åbne filmworkshops med et særligt fokus eller emne uden for mediefagselevernes skoletid. Disse filmworkshops kan ligge i et kulturhus eller på biblioteket i nærheden af deres uddannelse. På de åbne workshops bliver mediefagseleverne inviteret, men alle andre filminteresserede er også velkomne. Det er gratis at deltage i disse workshops.
FILMCAMP OG LEJRSKOLER
FilmMaskinen kan tilrettelægge en filmcamp eller lejrskole, hvor mediefagselever arbejder med produktion af deres egne kortfilm i løbet af to-tre dage. Undervisningen foregår i FilmMaskinens lokaler i Frederikshavn og der er mulighed for overnatning. Denne form for camp kan anvendes som et socialt arrangement, hvor eleverne får mulighed for at lære hinanden godt at kende i løbet af de to-tre dage.