Skolegade 6, 9900 Frederikshavn   Tlf: (+45) 26 48 27 51 / (+45) 51 71 17 75

Anna Libak – tidligere elev på FilmMaskinen er kommet ind på uddannelsen – Medieproduktion og ledelse

Anna har været en meget struktureret og velorganiseret elev her på FilmMaskinen. Hun har suget viden til sig, og har vist gode evner for at bevare overblikket over produktionerne. Hendes engagement kommer blandt andet til udtryk gennem det omfattende arbejde som produktionen havde med at finde rekvisitter og locations, ud over et velplanlagt skema for optagelsesdagene.  Vi har spurgt ind til hendes forventninger til fremtiden og den uddannelse hun lige er startet på.

Hvordan føles det at komme ind på en videregående uddannelse inden for film?

Helt utroligt fantastisk og en anelse surrealistisk! Det har altid været min helt store drøm at tage en uddannelse indenfor film- og tv branchen lige så længe jeg kan huske. Jeg er derfor ovenud lykkelig og kan slet ikke vente med for alvor at kaste mig ud i branchen.

Hvad er det for en skole og hvilke forventninger har du?

Jeg er netop startet på Danmarks medie og journalisthøjskole i København på linjen Medieproduktion og ledelse, som er en lederuddannelse, der typisk baner vejen for jobs som projektleder og produktionsleder. Kort fortalt lærer vi at styre produktioner af både trykte og digitale medier.

Da min største drøm er at blive produktionsleder forventer jeg, at uddannelsen stiller det værktøj til rådighed, som jeg skal bruge for at realisere min drøm. Jeg forventer at få en helt masse erfaring samt opbygget et netværk, hvilket jo er alfa omega indenfor netop mediebranchen.

Hvorfor valgte du at søge ind på denne uddannelse?

Jeg valgte uddannelsen da den er 100% orienteret mod lederstillinger indenfor mediebranchen, hvilket jo passer perfekt til mig. For at komme ind på uddannelsen skal man igennem to optagelsesprøver, og da der er hård konkurrence om pladserne, kunne jeg slet ikke få armene ned, da jeg fik at vide, at jeg var kommet ind i første forsøg.

Hvilken betydning har det haft for dit valg af studie at du har gået på FilmMaskinen?

FilmMaskinen er lige præcis det forum som unge filmskabere i Nordjylland har manglet førhen i tiden, hvilket gør FilmMaskinen så unik. Det er en enestående mulighed for erfarne såvel som uerfarne unge filmskabere, der ønsker at dyrke deres passion og videreudvikle deres kompetencer indenfor filmbranchen.

Det var i FilmMaskinen jeg for første gang satte mine evner som produktionsleder på prøve og den har derfor spillet en stor rolle i mit valg af studie, da jeg blev bekræftet i, at det var lige mig.

Hvornår begyndte du at interessere dig for at lave film?

Puha det er mange år siden! Det må være helt tilbage i folkeskolen omkring 6. klasse, hvor mig og min veninde sad og lavede musikvideoer efter skole. Til min konfirmation i 7. Klasse fik jeg mit første rigtige videokamera som man næsten kunne kalde min bedste ven, da jeg stort set havde det kamera med mig overalt.

Hvilke fremtidsdrømme har du?

Min helt store fremtidsdrøm er at blive produktionsleder enten indenfor film eller tv. Ellers drømmer jeg om at få skabt et stort netværk og god omtale, så jeg kan komme til at arbejde med nogle spændende projekter og møde en masse nye mennesker.

Hvad synes du karakteriserer en god film?

En god film for mig skal være bygget op omkring et gribende plot, som fastholder seerne og får dem til at leve sig ind i filmen. For mig er genren underordnet, da jeg kan se alt fra romantiske komedier til gyserfilm – det er plottet som skal fange! Dog kommer jeg nok ikke helt udenom at samspillet mellem de filmiske virkemidler også spiller en central rolle.

Hvad vil du som filmskaber?

Som filmskaber vil jeg først og fremmest gerne underholde seerne, og skabe noget, der fanger deres interesse så meget, at de glemmer alt om tid og sted. Derudover synes jeg også at det er vigtigt at lave film, som giver stof til eftertanke. Men jeg har ikke decideret én ting som er vigtig at fortælle, da det kan svinge meget fra projekt til projekt.
Hvor langt vil du gå for at leve af at lave film?

Jeg vil gå så langt det er muligt så længe at jeg har hjertet med og stadig brænder for det jeg laver.

Categories: Blog